I maj og juni måned, byder vi 66 små nye førskolebørn velkommen på Realskolen. De tre pædagoger som skal være primærpædagoger i de 3 kommende 0. klasser, bliver førskoleklassernes primærvoksne, sammen med tre medhjælpere. Børn og forældre lærer således fra starten primærpædagogen at kende og det er med til at skabe tryghed og tillid. Førskolebørnene går i skole fra kl. 8.00 – 12.00 og går derefter i FO. Dette foregår med de samme 6 voksne i trygge omgivelser.
I førskolen arbejdes der med at lære skolen at kende, ringetider, madpakker, hvor må man være osv. Men først og fremmest arbejder vi med de sociale kompetencer. Vi lærer hinanden at kende, leger en masse og hjælper børnene med at finde gode relationer og styrke det sociale fællesskab. Vi laver naturligvis også lidt fagligt og en gang om ugen, har vi besøg af 0. klasses lederne, så børn og voksne stille og roligt lærer hinanden at kende.
Stille og roligt bliver børnene ”sluset” ud i den almindelige hverdag, og når vi når frem til sommerferien, kan børnene trygt gå på ferie, og glæde sig til den ”rigtige” skolestart i august. De er nu trygge ved skolen, deres kammerater og voksne.