Samfundsløftet – Skolens rummelighed og resultater

Vi har som målsætning at have aktiviteter og indsatser, der sikrer at skolens elever har de bedste muligheder for at udvikle sig uanset deres udgangspunkt.

 

Vores aktiviteter og indsatser koncentrerer sig f.eks. om:

          at sikre os et ansvarligt optag af elever

          at skabe udviklingsmuligheder for både fagligt stærke og svage elever

          at være klar til at hjælpe elever, der har brug for støtte i en kortere periode

 

Vi kan som skole bidrage til elevernes udvikling som reflekterende og nysgerrige medmennesker.

 

Eksempler fra Holbæk Private Realskole:

Tidlig indsats i førskole og 0. klasse

Forældrene udfylder et skema, når de søger om optagelse, hvor de beskriver deres barns styrker samt de udfordringer, som deres barn har brug for støtte og hjælp til. Vi har møde med forældrene og overleveringsmøder med børnehaverne, så vi sikrer det bedste udgangspunkt for at tage imod hvert enkelt barn. Vi snakker om hvilke indsatser der har været i børnehaven. Når eleven starter i førskole, bliver eleven mødt hvor de er. Der kan være tilknyttet en støtteperson til eleven efter behov. 

Vi har forskellige hjælpemidler i form af dimseting, særlige stole, høreværn mm., som vi kan tilbyde i undervisningen.

 

Masterclass

På Holbæk Private Realskole giver vi børn plads til at dyrke det, de brænder for. Derfor har vi på 4. og 5. årgang masterclass, hvor engagerede lærere deler en passion med eleverne. I masterclass kan man vælge at beskæftige sig med friluftsliv, dans, læseklub, sport, fysik og kemi og håndværk og design. Fagområderne varierer efter børnegruppen og undervisernes interesser og faglighed. 

På masterclassholdene har vi ressourcer og mulighed for at gå ud over rammerne for den almindelige undervisning. Vi kan gå i dybden med et område og brede det ud. Eleverne har mulighed for at fordybe sig i et område, der ikke er fagfagligt.

 

”Skoven”

 

På skolen er der indrettet et lokale, hvor børn med behov for rolige omgivelser og afslapning kan opholde sig fra morgenstunden, ved afleveringer og inden timestart, i frikvartererne samt ved særlige begivenheder på skolen, som f.eks. fastelavn. Dette er efter aftale med klasselæreren. Der er tilknyttet voksne fra ressourceteamet, der har opsyn med børnene, og som kan støtte op om og hjælpe med at skabe den ro, som det enkelte barn har brug for. Der er mulighed for at tegne, læse, spille lydløse spil, lave perleplader eller blot slappe af i nogle af vores sækkepuder eller i sofaen. Derudover er det muligt for børn med særlige behov at benytte rummet, hvis dennes ressourceperson/lærer vurderer, at der er behov for ro omkring barnet i undervisningstimerne. Der er yderligere ved at blive etableret et rum til de større børn 6.-10. klasse, som skal fungere efter stort set samme princip.

 

Der er lukket for kommentarer.